Tilbage til historiske opslag   1. november 1999
   

WWW-navne, der siger noget

Christian Dahl

Lange og intetsigende WWW-navne findes der alt for mange af. Her er en stribe virkelige adresser, der i skrivende stund stadig er ledige. Nogle af adresserne kan dog kun erhverves, hvis man er bosiddende i adressens hjemland. Hvilken dansk is-fabrik ville for eksempel ikke gerne hedde www.spis.is? Og et kendt firma vil sikkert gerne hedde www.hjem.is. Men det kan man kun, hvis man bor i Island.

Faktisk kan man fjerne www. foran WWW-navnet, hvis man har adgang til en professionel tryllestav og ved, hvordan den skal bruges. Derfor kan man sige: Husk.at jeg kom for.bi for.atlidt.ro og stilhed.nu. Samme tryllestav tillader et WWW-navn som her.og.nu, men kun for dem, der allerede har købt og.nu. I resten af dette skrift medtages www.

Iøvrigt er store og små bogstaver det samme, så www.jegvilgernehave.to er det samme som www.JegVilGerneHave.to. Hvis man har købt den ene adresse, så har man begge to og alle andre variationer med store og små bogstaver.

Erotik og sex

Kan der være tvivl om, hvad hjemmesiden www.dil.do handler om? Eller hvad med en erotisk butik der hedder www.hjerter.es, mens de lidt mere sadomasochistiske (SM) kollegaer kalder sig for www.spanking.sm eller www.pisk.sm.

I samme åndedrag opdager man, at den tilsvarende danske adresse www.sm.dk allerede er taget i brug. Af socialminister Karen Jespersen.

Politik og den slags

En vis fagforening kan få den for dem perfekte adresse www.fagforening.hk, hvis de opretter et kontor i Hong Kong, og hvis ikke lige det var fordi, at Hong kong ærgeligt nok forlanger, at navnene skal ende på .com.hk, .net.hk eller .org.hk. Øv.

I Danmark er www.statsminister.dk og www.nyrup.dk reserverede. Men man kan stadig få www.statsministeren.dk og www.christiansborg.nu. Hvis man tænker lidt utraditionelt, finder man hurtigt www.christiansb.org.

Den politisk aktive familie Jacobsen kan købe jacobsen.cd. Så får de adgang til email adresser som mimi@jacobsen.cd og erhard@jacobsen.cd.

Private hjemmesider

Det er uvist om etiopierne ved, hvad deres WWW-navne ender på. Men det gør jeg, så hvis Etiopien bliver aktive på nettet, kan den hurtigste få den fornemme www.hjemmeside.et. I dag må man nøjes med www.hjemmeside.to.

At Svend-Bengt er fra Århus ses af hans WWW-navn www.goddav.do. Svend-Bengt bor forøvrigt på fjerde sal til højre, hvilket ses af hans nabos adresse www.fjerde-sal.tv. Deres underbo vil gerne være seriøs skuespiller og har hjemmesiden www.to-be-or-not-to.be.

Hvis man er bi-avler er www.honning.bi oplagt, mens www.edderkoppens.net mere egner sig til en araknofilist.

Erhvervslivet

Det vigtigste for en virksomhed er www.tjen-penge.nu og www.tjen-mange.kr. I hvert fald www.saadan.ca (jeg beklager, men 'å' er ikke tilladt). Hvis de ikke gør det, så må de udbryde det meget direkte www.sh.it.

MicroSoft er muligvis begyndt at opdage, at Montserrat sælger til udlændinge af sine WWW-navne med endelsen .ms. I hvert fald er www.windows.ms snuppet af en eller anden. Måske er det MicroSoft? Så vi må nøjes med at købe www.gates.ms. Herved bliver vi ejere af email-adressen bill@gates.ms.

Salg på internettet vil gå meget hurtigere med sigende navne som brilleforretningen www.kan-du.se, fotoforretningen www.fo.to og helsebutikken www.tab-mange.kg, selvom det nok er de færreste danskere, der kan fortælle, hvor Kyrgyzstan (.kg) ligger, endsige stave til det.

Musik, radio og TV

Flere og flere CD'ere får deres egen reklameside på internettet. Hvorfor hedder de ikke www.HejFrede.cd, www.julens.cd, www.DejligeDuetter.cd eller www.klassisk.cd?

I radioens verden kan man opfinde adresser som www.klassisk.fm, www.musikradio.fm og www.P3.fm.

3. januar 2000 begynder Tuvalu at sælge af deres domænenavne med endelsen .tv. I Danmark kan man forestille sig www.dr.tv mens www.tv2.tv er lige knap så elegant. Hvis man er hurtig den 3. januar, kan man måske nå at købe navnene på et par store TV-stationer, som www.cnn.tv, www.bbc.tv og www.nbc.tv. Men lad det hellere være. Det giver bare en hel masse problemer, når en stor TV-koncern kommer med sine advokater og forlanger navnet udleveret, fordi det er deres.

Alternativt kan man holde sig til mere generelle navne som www.sport.tv, www.sports.tv, www.radio.tv, www.ugens.tv, www.satellit.tv eller slet og ret www.lokal.tv.

Pudsigt nok er en .tv-adresse cirka ti gange så dyr som andre adresser på det frie marked. Men først til mølle tjener flest penge. Husk at give mig halvdelen af fortjenesten ved køb og salg af disse adresser.

Appendix 1: Udtaleregler

I radioen høres ofte oplæsere sige VE - VE - VE - PUNKTUM, som om de fortæller om en meget brat fødsel. De ved ikke, hvad de taler om. Korrekt udtales det nemlig triple-VE. Husk det og brug det. Så bliver verden meget kønnere.

Appendix 2: Lande-liste

WWW-endelser, der bruges på denne hjemmeside
WWW-endelse Land
.at Østrig
.be Belgien
.bi Burundi
.ca Canada
.cd Congo
.dk Danmark
.do Dominikanske Republik
.es Spanien
.et Etiopien
.fm Micronesia
.hk Hong Kong
.is Island
.it Italien
.kg Kyrgyzstan
.kr Sydkorea
.ms Montserrat
.net International
.no Norge
.nu Niue
.org International
.ro Rumænien
.se Sverige
.sm San Marino
.to Tonga
.tv Tuvalu

Tilbage til historiske opslag 1. november 1999